Menu

Generalforsamlibg 25. marts 2025

Referat af generalforsamling i Sulsted Idrætsforening 26. marts 2025

  1. Valg af dirigent

Jess Borup blev valgt som dirigent og konstaterede at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt.

 

  1. Formandens beretning

Det seneste år har været et ganske fint år med både traditioner og nytænkning i Sulsted Idrætsforening – fuldstændig som det gerne skal være.

En af årets gode traditioner står gymnastikafdelingen for med gymnastikafslutningen. Den blev afholdt for et par uger siden med over 400 betalende publikummer. Arrangementet afsluttede et rigtigt godt år i gymnastikafdelingen med ca. 200 gymnaster fordelt på 10 hold. Så det var en sæson med flot tilslutning og et rigtig godt stykke arbejde fra instruktørernes side. Planlægningen af næste sæson går snart i gang og der håbes selvfølgelig på samme gode tilslutning fra både gymnaster og instruktører.

Fodboldafdelingen har ligeledes bidraget med nogle af årets efterhånden faste holdepunkter. Med et stort frivilligt arbejde blev der igen i år solgt fyrværkeri og skabt stemning i klubhuset mellem jul og nytår, bl.a. krydret med et familiestjerneløb. På selve fodboldbanen var året ikke det bedste hverken træningsmæssigt eller resultatmæssigt, men det arbejdes der hårdt på at rette op på. Til gengæld har der været god opbakning til sociale arrangementer med fællesspisning, sommerfest og afslutningsfest, og ift. antal seniorhold er der også fortsat et flot antal seniorhold samt fodbold fitness og body boost. I fodboldseniorudvalget er der ved at blive kørt 4 nye ind, så der tegner fremtiden lys.

Fodbold ungdom oplever et stabilt medlemstal med i alt ca. 80 medlemmer i micro og ungdom fordelt på i alt 13 hold. Der har været holdt en prøvetræning for de helt små med ca. 15 nye børn. Ungdomsudvalget er på 6 medlemmer, hvilket også er meget positivt. Mindre positivt er dog, at det har været nødvendigt at aflyse nogle arrangementer og i perioder lukke cafeteriet pga. mangel på frivillige. Der er ligeledes blevet brugt meget tid på at skaffe de nødvendige frivillige trænere, men den del er dog lykkedes. Men det understreger, at aktiviteterne i foreningen ikke sker af sig selv – de sker kun hvis der er folk i foreningen, som er klar til at yde en frivillig indsats.

En sådan frivillig flok har vi heldigvis i A-holdet. I løbet af året har de haft fat i både ishytte, speakerbox, vandhaner, tøjdepotrum, lys og stikkontakter, græsklipning, muldvarpejagt, fjernelse af gammelt solfangeranlæg mm. Så udover hygge på holdet er der i den grad blevet knoklet igennem til foreningens bedste.

I cafeteriaet er der også blevet knoklet igennem. Det er i år lykkedes på tilfredsstillende vis at bemande klubhus og hytten med 3 cafeteriagrupper, og de har givet tilsagn om at fortsætte i år. Økonomisk har det været et overraskende godt år taget de mange prisstigninger i betragtning, men det er muligt, at der i år kommer nogle prisstigninger på varer i cafeteriaet, hvis prisstigningerne fortsætter.

Mens cafeteriaet udfordres af prisstigninger, så var idrætsugen udfordret af vejret. Vi blev ramt af et telt, som måtte give efter for blæsevejret, og var på vej på tværs af kampbanen. Med hjælp fra en masse hjælpende hænder lykkedes det at finde alternative løsninger, og på trods af vejret var det igen en rigtig vellykket idrætsuge med god opbakning til både aktiviteter og fest. I 2025 afholdes idrætsugen i uge 34, og det kan næsten kun gå fremad med vejret.

Der har i denne sæson været arbejdet med at genstarte badminton ungdom, med en gammel kending som træner i form af Frederik. Tilslutningen har ikke været så stor, men håbet er selvfølgelig at der kan bygges på. Et nyt tiltag der derudover arbejdes på er pickle ball. Det har været kørt som lidt forsøgsordning, og planen er at starte det mere reelt op til efteråret.

Ift. faciliteter på stadion så blæser der også nye vinde. En god gruppe frivillige med hænderne skruet rigtigt på har knoklet med at give klubhuset et tiltrængt nyt tag. Uden den indsats så vi ind i et efterhånden utæt klubhus, så det er fantastisk at vi nu står med et tag, der forhåbentlig holder i mange år.

Et andet sted på stadion som trænger til en kærlig hånd er de to multibaner samt aktivitetsområde med svævebane mv. Multibanerne er ved at være godt slidte, og aktivitetsområdet med svævebane skal fjernes af sikkerhedshensyn, selvom det ikke er særligt gammelt. En arbejdsgruppe er derfor ved, i samarbejde med et firma med forstand på den type opgaver, at se på modernisering af hele det område. Det betyder samtidig, at arbejdet med en stor kunstgræsbane på den anden side af klubhuset pt. er lagt på is. Dette skyldes også, at banen er løbet ind i flere benspænd i form af krav til afvanding, mulige støjkrav, samt det faktum at kunstgræsbaner ikke er så let at finde finansiering til.

Selvom vi kan mange ting med frivillige hænder, så kræver vores aktiviteter og nye tiltag selvfølgelig også noget økonomi. Her er vi fortsat godt hjulpet af en lang række sponsorer, store som små, som støtter foreningen flot. På trods af denne støtte er vi nu for 3. år i træk kommet ud af året med et underskud (heldigvis kun et lille et), så det er vi selvfølgelig opmærksomme på.

Samlet set har det været et rigtigt fint år i foreningen med både gode traditioner og nødvendig nytænkning, som gør at vi kan blive ved med at være en idrætsforening, der leverer aktivitet og gode oplevelser til mange medlemmer.

 

  1. Regnskab

Ulla Poulsen fremlagde årets regnskab, som samlet set gav et mindre underskud på knap 29.000 kr.

Regnskabet blev godkendt.

Som opfølgning på gennemgangen af regnskabet blev bl.a. drøftet, hvordan sponsoratet fra Nordjyske Bank skal posteres i regnskabet. Derudover blev mulighederne for at nedbringe udgifter til bl.a. alarm, antenne, vandafgift og forsikringer vendt. Hovedbestyrelsen er allerede ved at se på nogle af disse ting, og det andet tages med videre.

 

  1. Indkomne forslag

Der var ingen indkomne forslag til generalforsamlingen.

 

  1. Valg til bestyrelsen

Morten Vestergaard og Peter Hvid Paulsen blev valgt for 2 år. Githa Krogh og Ulla Poulsen var i forvejen valgt for yderligere 1 år og fortsætter i bestyrelsen. Bestyrelsen blev bemyndiget til, hvis muligt, at finde yderligere et bestyrelsesmedlem.

 

  1. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant

Kim Larsen blev valgt som revisor for 2 år. Mogens Klitgaard var i forvejen valgt som revisor for yderligere 1 år og fortsætter dermed som revisor.

Tage Andreasen blev valgt som revisorsuppleant.

 

  1. Eventuelt

Der blev opfordret til, at der ses på udnævnelse af nye æresmedlemmer i idrætsforeningen, da der er mange gode kandidater og da det efterhånden er mange år siden, der sidst blev udnævnt nye æresmedlemmer. Yderligere blev opfordret til i fodboldsafdelingen at være opmærksom på muligheden for at indstille til DBU’s sølvnål.

Der var opbakning til projektet med modernisering af multibanerne og området omkring dem, og herunder en opfordring til at ”tænke stort” i forbindelse med projektet.

 

Luk