Menu

General forsamling 21. marts 2019

Referat – Generalforsamling i Sulsted Idrætsforening den 21. marts 2019

  1. Valg af dirigent

Tage Andreasen blev valgt som dirigent.

 

  1. Formandens beretning

Den afgående bestyrelsesformand Henrik Hyldig afgav formandens beretning for 2018.

I bestyrelsen er der i 2018 kommet to nye ind i bestyrelsen og Kasper Buchvoll er blevet ”kørt i stilling” som ny formand for bestyrelsen. Bestyrelsen har i 2018 bl.a. haft fortsat fokus på at få den nye organisering til at køre; afdelingerne er i den nye organisering blevet mere selvkørende, hvilket er med til at aflaste bestyrelsen. Bestyrelsen har derudover i 2018 haft fokus på økonomien i foreningen, hvor foreningen er kommet ud med et mindre overskud. Derudover er der i bestyrelsen igangsat et arbejde med at realisere en klubhusudvidelse; der er lavet tegninger til en udvidelse og kommunen er informeret og er åben overfor yderligere dialog.

Der har i 2018 været en lang række aktiviteter i foreningens afdelinger, bl.a. den årlige idrætsuge, Sulsted-festen, badmintonafdelingens Tysklands-tur, den årlige gymnastikopvisning og opvisningsture, SIF-fodboldcup med 190 deltagende hold, fyrværkerisalg, afholdelse af pigeraketten med mere.

Der blev sagt et stort tak til alle foreningens frivillige, herunder bl.a. trænere, A-holdet, køkkengruppen og alle der bidrager til at stable arrangementer og aktiviteter på benene i foreningen.

Beretningen blev godkendt uden bemærkninger.

 

  1. Regnskab 2018 – kassererens beretning

Regnskabet for 2018 blev gennemgået. 2018 gav et lille overskud på ca. 10.000 kroner, hvilket er mindre end 2017.

Kassererens beretning blev godkendt.

 

  1. Indkomne forslag

Der var ikke indkommet forslag til generalforsamlingen.

 

  1. Valg af bestyrelse

Bestyrelsen blev valgt som følger:

  • Ulla Poulsen valgt for 1 år
  • Githa Krogh valgt for 1 år
  • Peter Hvid Paulsen valgt for 2 år
  • Tina Vindfeld valgt for 2 år
  • Kasper Buchvoll valgt for 2 år

Bestyrelsen bemyndiges til at supplere sig ved behov, men jævnfør vedtægterne er bestyrelsen fuldtallig.

 

Bestyrelsen har efter generalforsamlingen konstitueret sig som følger:

  • Formand: Kasper Buchvoll
  • Næstformand: Githa Krogh
  • Kasserer: Ulla Poulsen
  • Sekretær: Peter Hvid Paulsen
  • Medlem: Tina Vinfeld

 

  1. Revisor og suppleant

Mogens Klitgaard og Karl Aage Rasmussen blev valgt som revisorer, og Søren Larsen som suppleant.

 

  1. Eventuelt

Der blev opfordret til at se på muligheden for at etablere en kunststofbane, eventuelt i samarbejde med omkringliggende klubber. Det blev dog i samme forbindelse bemærket, at da der ligeledes arbejdes med klubhusudvidelse, kan det være svært at ”gabe” over begge dele samtidig.

I forhold til klubhusudvidelsen blev det bemærket, at det med al sandsynlighed vil kræve en god mængde frivillig arbejdskraft for at foreningen økonomisk set kan få klubhusudvidelsen gennemført. Det blev bemærket, at der i den forbindelse bl.a. skal være opmærksomhed på garantier, hvis man selv udfører arbejdet.

Afslutningsvis blev afgående formand Henrik Hyldig takket for sin store indsats for idrætsforeningen igennem mange år.

Luk