DBU’s sølvnål til Jess Borup

I dag lørdag, den 31. oktober får Jess Borup overrakt DBU´s sølvnål.
En af betingelserne for at få denne fornemme hæder er, at man har virket mindst 25 år i træk som fodboldleder i samme klub, dette opfylder Jess Borup til fulde.
Efter at Jess og Anni i 1976 flyttede til Sulsted, meldte Jess sig i 1977 til det frivillige arbejde i klubben. I første omgang handlede det om arbejdet i forældreforeningen, men hurtigt herefter blev Jess ungdomstræner. Som ungdomstræner var Jess med til at hjemføre det jyske mesterskab til det da etablerede samarbejde mellem Sulsted, Vestbjerg og Tylstrup. (Tylstrup trådte senere ud af samarbejdet, og det fortsatte som det nu kendte SVIF).
Samtidig med trænergerningen gik Jess ind i ungdomsudvalget, hvor han i en længere periode var formand. Her blev ikke mindst samarbejdet i SVIF lagt i faste rammer.
Efter tiden i ungdomsudvalget fortsatte Jess det frivillige arbejde i seniorudvalget i cirka 10 år, også her som formand.
Samtidig med disse træner- og udvalgsposter har Jess løbende påtaget sig andre opgaver, således har han nu i en længere periode været klubbens kampfordeler.
Jess er kendetegnet ved et stort engagement og en udpræget ordenssans. Med Jess ved roret, så er tingene i trygge hænder. Samtidig har Jess været med til at præge udviklingen i SIF på en særdeles positiv måde. Både i ord – men ikke mindst i handling.
Det er således en stor glæde for Sulsted Idrætsforening, at Jess nu modtager denne fortjente hæder.
Hjertelig tillykke.
Sulsted Idrætsforening