Menu

Corona opdateringer igen

image
14. juni 2021 kl. 11:53
Her er en kort opdatering fra hovedbestyrelsen på corona-restriktioner samt afholdelse af generalforsamling.
OK til mindre sociale arrangementer: Flere af jer har spurgt til muligheden for igen at holde mindre sociale arrangementer, f.eks. en sodavand efter træning e.l. Og der er grønt lys for det igen (Kulturministeriet har åbnet for noget socialt samvær i foreninger, ligesom skoler, børnehaver etc. også har tilladt det). Selvfølgelig under forudsætning af at øvrige corona-restriktioner stadig overholdes.
Cafeteria i klubhus fortsat lukket: Vi åbner endnu ikke for indendørs salg i klubhuset. Det skyldes, at cafeteriaet stadig er underlagt samme restriktioner som restaurationsbranchen. Udover krav om mundbind, afstandskrav, max. antal personer mm. ville vi derfor også skulle kontrollere coronapas. Men der er stadig mulighed for at hente en kasse sodavand e.l. ud, så holdet kan nyde det sammen udenfor.
OK til mindre møder i klubhuset: Der er mulighed for at holde mindre møder i klubhuset. Udover at man selvfølgelig skal overholde afstandskrav mm. så skal man kontrollere coronapas. Hvis I mødes f.eks. 5-6 personer, skal I derfor formelt set tjekke hinandens coronapas, men det kan I nok også overskue ved små møder.
Omklædning og bad i klubhuset uændret: Vi henstiller stadig til, at man så vidt muligt klæder om hjemmefra. Men alle har mulighed for at bruge omklædningsrummene, dog fortsat max. 4 personer ad gangen i hvert omklædningsrum. Det er fortsat ikke tilladt for personer over 18 år at tage bad i klubhuset. De seneste regler siger godt nok, at personer over 18 år med coronapas kan bruge badfaciliteter, men det ville igen kræve løbende kontrol af coronapas, og det har vi simpelthen ikke ressourcer til.
Generalforsamling udsat: Bestyrelsen har desværre igen set sig nødsaget til at udsætte generalforsamlingen. Formelt set måtte vi gerne afholde generalforsamling i klubhuset. Men det ville være under nogle omstændigheder med krav om mundbind, afstandskrav og tjek af coronapas, hvor vi har svært ved at se en god afvikling af generalforsamlingen, og det ville være med risiko for lavere deltagelse end normalt. Så nu satser vi på at holde en generalforsamling med godt fremmøde og færre restriktioner i august.
Alt ovenstående om restriktioner kan selvfølgelig ændre sig løbende (politikerne har fuld gang i forhandlingerne netop nu), så noget af ovenstående kan selvfølgelig være anderledes inden længe. Så vi må bare alle være omstillingsparate endnu engang.
 
Som altid siger I bare til, hvis I har spørgsmål til restriktioner eller andet.
 
Med venlig hilsen
Hovedbestyrelsen i Sulsted IF
Luk